Mange studenter vælger et sabbatår eller et universitet i storbyen, men ikke Sabrina. Hun har for længst søgt ind på Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole for at blive sygeplejerske og arbejde på Bornholms Hospital.
- Jeg har altid elsket at passe på andre og give noget af mig selv for at hjælpe dem. Og så elsker jeg bare Bornholm. Det er en skøn ø, og jeg vil så gerne være med til at bevare den og gøre en forskel for dem, der bor her.
Sabrina mener, det er vigtigt at bidrage til Bornholms uddannelsesliv og sundhedsvæsen. Hun er bekymret for, hvad der sker, hvis alle studerende vælger Bornholm fra og storbyen til.
- Flere og flere rejser over, og så ender vi med at miste det, vi har. Så jeg vil gøre mit for at bevare et godt sundhedsvæsen på Bornholm, så vi ikke skal rejse for at få en ordentlig behandling.
Hun inspirerede mig
Det var en tilfældig sygeplejerske på Bornholms Hospital, som inspirerede Sabrina og åbnede hendes øjne for sygepleje.
- Min niece var syg og indlagt i en længere periode, men vi blev mødt af en meget sød og imødekommende sygeplejerske. Og så gik det op for mig, hvor meget det betyder, at man føler sig set som både patient og pårørende. Hun tog sig af os, og det ændrede min oplevelse af hele sygdomsforløbet.
Jeg bliver på Bornholms Hospital
Mange bornholmske studenter snuser til storbylivet på den anden side af vandet for at tage en uddannelse og fylde CV’et op. Men Sabrinas fremtid er og bliver, hvor hun er.
- Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle komme efter i storbyen. Jeg elsker Bornholm, og det er her, jeg vil lægge min tid og bruge mine evner. Så jeg vil, uden at blinke, søge en stilling på hospitalet, når jeg er færdig med min uddannelse. Så når mine forældre bliver gamle, kan jeg passe godt på dem.
Sundhedsvæsenet er lige nu presset på grund af rekrutteringsudfordringer, men Sabrina er ikke bekymret.
- Ja, der er pres på hospitalerne, og lønnen trækker selvfølgelig ned. Det er jo hårdt arbejde at være sygeplejerske! Vi skal værdsættes, og det vil jeg arbejde for.
Inden sygeplejerskestudiet starter, venter en tur øen rundt på mountainbike. En eller anden dag, har Sabrina en drøm om at komme med i Læger uden Grænser. Men lige nu, gælder det Bornholm.
Artiklen er skrevet af Bornholms Hospital og venligst udlånt til Bhsund.