Sygepleje- og medicinstuderende er hinandens vigtigste samarbejdspartnere, men de modtager kun sparsomt med fællesundervisning i løbet af deres kliniske uddannelse. Derfor tilbyder Bornholms Hospital nu, som nogle af de første i Region Hovedstaden, tværfaglig teamtræning allerede på grunduddannelsen.
- Sundhedsprofessionelle oplever stigende kompleksitet i patientforløbene og et til tider højt arbejdspres på hospitalsgangene, hvilket stiller større krav til deres kompetencer og samarbejdsevner, forklarer klinisk underviser på Bornholms Hospital, Stine Lægård Skovhus.
Teamtræning og tværfaglige kurser har vist sig at have en gavnlig indvirkning på personaletrivsel, patienttilfredshed og patientsikkerhed. Derfor skal medicin- og sygeplejestuderende, der er i hospitalspraktik på Bornholms Hospital, fremover modtage fællesundervisning i form af tværfaglig teamtræning for at styrke deres fremtidige samarbejdsrelation.
Virkelighedstro undervisning
Ved hjælp af simulationstræning i en akut patientsituation øver de studerende at samarbejde på tværs af fagligheder. Simulationstræningen finder sted i simulationslokaler, og det er med til at øge værdien af undervisningen markant, siger Stine.
- Simulationslokalerne ligner vores hospitalsstuer og sammen med levende figuranter, bliver træningen så virkelighedstro som muligt. Når vi træner i simulationslokalet, bliver de studerende altså skubbet helt i front og træner overføring af teori til praksis. Ved simulationstræningen deltager en medicinsk overlæge samt de sygeplejestuderendes kliniske undervisere. På den måde sikrer vi et højt fagligt niveau, tilføjer Stine.
Vi ses i klinikken
Bornholms Hospital tilbyder fællesundervisning allerede på grunduddannelsen for at skabe en tydelig sammenhæng mellem det teoretiske forløb og den til tider overvældende praktiske virkelighed, der venter i klinikken.
- Vi har den fordel, at vores medicin- og sygeplejestuderende er i klinik på hospitalet samtidig. De går altså ikke hver til sit, når kurset er slut, som de ofte er nødt til på større hospitaler. De mødes ude i afdelingerne, hvor samarbejdet fortsætter som et led i deres kliniske uddannelse, fortæller Stine. Og netop denne kombination, af et fælles læringsrum og fælles hospitalspraktik, har vist sig at fungere overraskende godt.
- Det er et sekundært læringsudbytte, der har overrasket os! De studerende giver udtryk for, at det er nemmere at sparre med hinanden og lære af hinandens kompetencer og erfaringer i klinikken, når de har modtaget fælles undervisning. Og derfor løfter fællesundervisningen hospitalets generelle uddannelsesmiljø.
Barrierer nedbrydes
Fællesundervisningen har endda gjort de studerende opmærksom på områder, de ikke tidligere har haft fokus på.
- Vi oplever nu, at vi har et tilhørsforhold til hinanden, og det vækker et større engagement fortæller sygeplejestuderende, Mathilde Ølholm, der får opbakning af medicinstuderende, Alan Celik.
- Og vi kan bedre lære af hinanden i det daglige, når vi kender hinandens ressourcer og kompetencer på forhånd, som vi kun kan i et fælles læringsrum som det her. Den tværfaglige teamtræning er altså ikke bare med til at øge de studerendes kompetencer og samarbejdsevner i praksis. Den er også med til at nedbryde barrierer, uddyber Alan.
- Vi får pludselig mulighed for at se og opleve mennesket bag uniformen. Så helt konkret, nedbryder vi nogle barrerier ved at få undervisning side om side. Fællesundervisningen har med andre ord vist sig at gøre et langt større indtryk på de studerende, end de havde regnet med.
- Når vi samarbejder allerede nu under uddannelsen, er vi på forkant med rollefordelinger, og hvad vi kan forvente af hinanden i klinikken. Og det gør mig tryg, hvor jeg før kunne være usikker, forklarer Jessica Petersen, der er sygeplejestuderende.
Fælles fokus
Ganske vist repræsenterer de studerende to forskellige faggrupper, men de kan hurtigt blive enige om, at de har et fælles fokus.
- Det handler jo i sidste ende om at se bort fra hinandens forskelligheder og i stedet se os som en enhed, der har et fælles fokus, som går ud på at samarbejde om at give patienterne det bedst mulige forløb, siger Mathilde. Alan og Jessica nikker enstemmigt. - Ja, vi er her for patienten. Og derfor er et kursus som det her også helt uundværligt, fordi vi jo bygger en bro mellem vores fagligheder og på den måde skaber et mere sammenhængende patientforløb.
Artiklen er skrevet af Bornholms Hospital og venligst udlånt til Bhsund.